Jeg tilbyder individuelle samtaler, parterapi, supervision og ledelsessupervision.
Desuden afholder jeg løbende kurser i drømmeforståelse og supervision.
Samtalerne foregår i Århus C.
Min faglige tilgang tager afsæt i den psykodynamiske tradition, hvor relation, resonans og forståelse af de fælles menneskelige dynamikker er centrale. Følelser af forkerthed, meningsløshed, skam, stress, angst og nedtrykthed er plagsomme - den medmenneskelige samtale har til formål at undersøge dette ubehag på måder, der bevirker en generel større psykisk bæreflade. En større bæreflade betyder, at vi får mere plads til livsglæde og at problemer og ubehag bedre kan rummes og forstås.
Som psykolog har jeg gennem min lange karriere blandt andet arbejdet med terapeutiske samtaler, supervision, ledelsesudvikling mm. De seneste 13 år har mit arbejde primært været at uddanne psykoterapeuter.
Jeg har flere psykoterapeutiske efteruddannelser, bl.a. Somatic Experience (traumeterapi).
Som erhvervspsykolog har jeg, udover talrige kurser, bl.a. arrangeret en del vandreforløb i bjergene i Canada og Norge. Samt haft mange individuelle samtaleforløb med ledere.
Medlem af Dansk Psykologforening og Dansk Psykoterapeutforening og underlagt disses etiske retningslinjer, hvilket også betyder at jeg løbende får supervision.
Individuel terapi
Vi møder alle udfordringer og problemer, som vi har brug for at kunne forstå og håndtere på en konstruktiv måde. Det kan dreje sig om lavt selvværd, stress, relationer eller et generelt ønske om at lære sig selv bedre at kende. I et samtaleforløb vil vi undersøge hvad det er disse udfordringer vil fortælle, og herigennem søge at finde en mening i det, der umiddelbart synes uoverskueligt. Vi bruger en stor del af vores liv på at tilpasse os og glemmer så let hvem og hvad vi egentlig er - ens indre kerne vil gennem et samtaleforløb træde tydeligere frem, således at vi bedre kan stå frem som den vi er.
Parterapi
Par kan opleve gentagne negative mønstre og føle at forholdet dræner mere end det burde. Man længes efter at fremme den kærlige tone, fremfor kun at møde hinandens hårde facader. Mange overlever især krise,r når man som par står over for livets naturlige overgange, når børn kommer til/flytter hjemmefra, ved jobskifte, pensionering, sygdom eller noget helt andet. Og ofte kommer familielivet til at gå mere op i at organisere alt muligt med det resultat, at nærvær, ro og det kærlige samvær ikke får den nødvendige plads.
Et parterapeutisk forløb vil ofte - afhængigt af hvad afsættet er - have til formål at undersøge, hvordan der skabes bedre plads og rammer til det, der virkelig betyder noget.
Supervision
Tilbydes både individuelt og til grupper.
Når man arbejder med andre, er regelmæssig supervision en vigtig del af den professionelle praksis, i overensstemmelse med de etiske retningslinjer fra Dansk Psykologforening og Dansk Psykoterapeutforening. Jeg har mange års erfaring med supervision af terapeuter samt af medarbejdergrupper på forskellige typer af arbejdspladser.
Samtale om ledelse
Jeg har gennem mange år haft mange samtaler med ledere på forskelligt niveau og fra vidt forskellige virksomheder. Presset på den enkelte leder er blevet markant større gennem årene, stressniveauet er steget og oplevelsen af som leder at kunne sætte en stabil kurs er blevet sværere. Derfor vokser behovet for at kunne være tydelig og autentisk. Der er meget vi ikke kan løse, men den nærværende samtale kan påvirke den tilgang, vi har til jobbet og til os selv som leder, positivt.
Samtale om ledelse kan være som individuelle forløb eller som gruppeforløb, hvor en ledergruppe samles.
Kontakt for nærmere information.
Drømmegruppe
Jeg afholder løbende kurser i hvordan drømme kan være nyttige og konstruktive kommentarer til det vågne liv. Kontakt mig for mere information. Næste forløb starter 22.10.25.
Individuel terapi (60 min): 1250 kr
Parterapi (90 min): 1800 kr
Supervision individuelt: 1500 kr
det er muligt at få en aften og weekendtid
Hvis du er medlem af Sygesikringen Danmark, kan du få refunderet 300 kr.
Ved afbud mindre end 24 timer før den aftalte tid opkræves fuld pris.
Kontakt
Copyright © Alle rettigheder forbeholdes